
KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg

- Besøg, tirsdag -søndag kl. 10-17, mandag lukket
- Forudbestilte omvisninger, kr. 400
- Egne samlinger og særudstillinger
- Særudstillinger specielt for børn
- Fra marts 2003 skoletjeneste med undervisningsmateriale
- Film
- Bibliotek
- Billedjagter
KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg viser dansk og udenlandsk kunst fra ca. 1900 til i dag.
Museumsbygningen er tegnet af de finske arkitekter Alvar og Elissa Aalto i samarbejde med den danske arkitekt Jean-Jacques Baruël. Museet blev indviet i 1972 og bygningen blev fredet som arkitektonisk klenodie i 1995.
På KUNSTEN - Museum of Modern Art Aalborg kan man møde de fleste af den moderne kunsts udtryk. Samlingerne og særudstillingerne præsenterer den mangfoldighed, som har præget kunsten gennem de sidste ca. 100 år.
KUNSTEN - Museum of Modern Art Aalborg tilbud til skoleklasser omfatter besøg, omvisninger og introduktioner til museets samlinger og særudstillinger.
Museets samlinger omfatter ca. 1.500 malerier og skulpturer, foruden en meget stor samling af arbejder på papir. Hovedvægten ligger på dansk kunst.
Samlingerne er bedst til at belyse billedkunsten i det 20. århundrede, herunder følgende fem områder:
- Det abstrakte gennembrud ca. 1905-20. Unge europæiske kunstnere drog i hobetal til Paris for at uddanne sig. Her kunne man på private malerskoler lære om den nye kunst, som ikke efterlignede naturen, men drejede sig om maleriet selv: Dets former, linier, flader og farver. Af danske kunstnere kan nævnes Edward Wele, Vilhelm Lundstrøm, Olaf Rude, Harald Giersing og William Scharff.
- Surrealismen i 1930’erne. I takt med, at kunsten fjernede sig mere og mere fra det forestillende, vendte kunstnerne sig indad mod egne drømme og visioner. For surrealisterne var og blev Sigmund Freuds psykoanalyse et vigtigt middel til at undersøge det underbevidste. Malere som Richard Mortensen, Vilhelm Bjerke-Petersen, Vilhelm Freddie og Harry Carlsswon er repræsenteret med vigtige værker i samlingen.
- Cobra 1948-51. Under 2. verdenskrig var kunstnerne tvunget hjem til Danmark, og de måtte lade sig inspirere af hinanden og af de sparsomme informationer, der kom udefra. Efter krigen viste det sig, at kunstnere i de besatte lande Holland, Belgien og Danmark havde arbejdet med de samme problemer. Man ville arbejde spontant, stadig på surrealismens grundlag, og hentede impulser fra børnetegninger og primitiv kunst. Cobra-kunsten, som blev resultatet, er rigt repræsenteret med malere som Asger Jorn, Egill Jacobsen, Carl-Henning Pedersen, Henry Heerup og Ejler Bille.
- Den eksperimenterende kunst fra 1960’ernes og frem. I 1960’erne tog kunstnerne det moderne samfund op til behandling. Højkonjunktur, overproduktion, amerikanisering og populærkultur var nogle af de begreber, som kunstnerne kommenterede. Kunsten bestod ikke længere kun af maleri og skulptur. Man blandede de enkelte kunstformer, udvidede med teater i form af happenings og gik ikke af vejen for at ophøje hverdagsgenstande til kunst. Kunstens grænser blev flydende, deraf navnet Fluxus. Af danske kunstnere fik især Alberts Mertz stor betydning, og den tyske kunstner Arthur Køpcke, som bosatte sig i København, viste vejen for en kunst, der søgte langt ud over den traditionelle kunsts grænser.
- De unge vilde og samtidskunsten efter 1980. I 1980’erne vandt maleriet igen frem. Kunstnerne lånte fra tidligere tiders stiludtryk og billedindhold, man kunne både ironisere og parodiere den ældre kunst, og fortsatte med at bryde grænserne ned. I Kunsten syntes alt at være tilladt, intet var tabu, og selv menneskets mest intime og personlige forhold blev til genstand for kunstneriske bearbejdelser.
Samtidskunsten benytter video, IT og industrielle produkter, altså materialer og udtryk, som er karakteristiske for vor egen tid. Dermed kommenterer samtidskunsten sine omgivelser og giver stof til eftertanke og diskussioner.
Fra marts 2003 er der igen et formaliseret samarbejde mellem KUNSTEN - Museum of Modern Art Aalborg og Skoletjenesten.
Der bliver til undervisningsbrug udviklet et materiale om fem aspekter af museets samlinger:
- Naturalistisk/naturefterlignende kunst
- Ekspressionistisk kunst/Jens Søndergaard
- Surrealisme/Cobra
- Eksperimenterende kunst
- De unge vilde
- Materialet om Jens Søndergaard er færdigudviklet til brug fra december 2005.
Materialet henvender sig til projektorienteret undervisning, og består af forslag til forarbejde, museumsbesøg og forslag til efterarbejde. Når 1. del af materialet er færdigt, vil det blive udsendt til kommunens skoler i en skoletjenestemappe.
|
Entre
|
Et besøg på KUNSTEN - Museum of Modern Art Aalborg er gratis for skoleklasser i forbindelse med undervisningen. Kommer man som enkeltperson, har man gratis adgang indtil 18 år. En omvisning koster kr. 250 på hverdage. Omvisning bestilles ved henvendelse til museets kontor, tlf. 98 13 80 88, og indhold aftales med omvisere.
|
|
Åbningstider
|
Besøg, tirsdag -søndag kl. 10-17, mandag lukket
|
|
Telefon
|
99 82 41 00
|
|
E-mail
|
kunsten@aalborg.dk
|
|
Hjemmeside
|
www.kunsten.dk
Hjemmesiden fortæller om udstillinger og arrangementer. På hjemmesiden findes et link til KunstIndeks Danmark (KID), hvor en registrant over museets samling kan ses.
|
|
Adresse
|
Kong Christians Allé, 9000 Aalborg
|
|
Transport
|
Klippekortordning
|

|